 |
|
|
|
Understøttende og accepterende pædagogik
Det er af afgørende betydning at gå med barnet, eller i alt fald i samme retning. Barnet skal føle sig tryg og rimelig godt tilpas før kontakt, kommunikation og indlæring er mulig.
Når det autistiske barn skal knytte kontakt med og få tillid til en voksen, er det altafgørende, at barnet føler sig accepteret som individ. Alle mennesker registrerer mere eller mindre ubevidst, om kontakten til et andet menneske er præget af sympati eller antipati. For nogle betyder dette forhold ikke så meget, men for et barn med autisme er det alt afgørende, at relationen i overvejende grad er baseret på sympati. Barnets selvbillede bliver farvet af den voksnes holdning.
Et barn med ondt i kontakten, har ofte så mange nederlag i rygsækken, at kontaktformen kan være stærkt afvigende. Det kan være at barnet hellere laver lyde end ord, det er ikke så forpligtende at lave en lille lyd, måske er der kontakt og barnet får en lille lyd tilbage.
Afvisninger og nederlag er hårdt for sjælen. Børn med autisme er blevet misforstået og forkastet mange gange af omgivelserne, bl.a. derfor er de hurtige til at forkaste sig selv.
Har et barn først forkastet sig selv, er det næsten umuligt at turde kontakten til andre. Det gælder derfor om, at få barnet til at føle sig tryg, så det tør være nysgerrig og interesseret i en eller anden form for kontakt.
Det udspil eller svar på kontakt, der kommer fra barnet, kan være langt fra det man forventer, eller i øvrigt anser som socialt acceptabelt i andre sammenhænge . Alligevel gælder det i vid udstrækning om at bevare kontakten og gå med barnet i stedet for at gå imod. Så snart man går imod, bliver barnet frustreret. I den første kontakt gælder det om at minimere frustrationerne mest mulig, så barnet får mod på at fortsætte, og derved bedrer sine chancer for vellykket kommunikation.
For mange børn er leg et godt felt for kommunikation. Når man leger, er det ikke selve kommunikationen, der er i fokus, men da leg og kommunikation hænger snævert sammen, bliver det alligevel centralt for aktiviteten. I legen er der mulighed for masser af god kontakt og den voksne får en masse goodwill , som senere kan bruges i andre sammenhænge.
Eks. 1 Da Svend begyndte på skolen, var han utrolig usikker og svær at kommunikere med. Han skreg og sagde lyde, når han blev usikker på sig selv eller andre. Han var meget fjollet og gled meget ofte af på kontakten til både børn og voksne. Hans foretrukne kommunikationsform var dyre lyde. Især heste vrinsk var han meget tiltrukket af. Det forår blev der vrinsket en hel del. Det blev et supplement til den øvrige kommunikation, og disse lyde skabte helt tydelig en større fryd hos drengen end ord. Vi holdt ikke op med at snakke med ord, men tillod også vrinsk som kommunikationsform.
Eks.2 Svend ville gerne lege i busken. Læreren fortæller: "Det er ikke mit favorit sted at lege. Det er besværligt at kravle rundt mellem grenene, og tit og ofte bliver man våd og beskidt. Jeg opdagede dog hurtigt at min kontakt til Svend var markant anderledes, når vi legede i buskene. Hans tale var tydelig og kontakten var fuldstændig klar. Jeg stod strabadserne i busken igennem for at lære drengen at kende, og fordi vores kommunikation her var rigtig god. Senere blev kontakten også klar udenfor legen, men efter tilspidsede situationer vendte vi tilbage til buskene. Nu 2 år efter er det aldrig nødvendigt mere."
Eks.3 Vi har fået en ny dreng i klassen. Han har brug for at lave om på ordene. Det er som om han skal sætte sit eget personlige præg på dem. Lidt som vi ser mange autistiske børn gør ved skriften, de laver lidt sving og svaj, som er deres helt eget. Denne dreng har også andre ord for ting og navne.
Vi er godt opmærksomme på at drengen ”dimser” med ordene. Da han er svær at kommunikere med, har vi valgt at gå med ind i hans ord-verden. Vi har lavet en lille ordbog, for at få oversat betydningen af hans mest anvendte ord. Han har også givet særlige navne til børn og voksne i klassen. Vi accepterer disse navne og kalder også ind imellem ham for hans særlige navn.
Vi har valgt at gøre dette, for ikke at afvise drengens kommunikationsform. Vi håber, at vi ved at vise accept kan få hans selvværd til at vokse, så han i større omfang også tør at kommunikere med ”vores” ord. Det væsentligste for os i øjeblikket er en overvejende positiv kontakt. Det er klart, at vi ikke følger barnet i enhver henseende, vi er også tydelige og grænsesættende, men vores påstand er, at det også er vigtigt på nogle områder at gå med barnet. |
|
|
|
