 |
|
|
|
Forvaltning af vrede
Hvordan man kan lære barnet at rumme vrede og siden hen reagere mere hensigtsmæssigt, når vreden indfinder sig - og det gør den jo, selvom barnet mener, at verden var nemmere uden?
En ting, som mange børn med autisme har rigtigt svært ved at tackle, er forvaltning af vrede. De har enormt svært ved at rumme følelsen. Oftest får de handlet i det øjeblik, de føler vrede. Det kommer der sjældent noget godt ud af. ”Handl aldrig i vrede, et skib står jo heller i ud i hård storm” stod der på en Gajol-pakke engang, et rigtigt godt råd til alle mennesker, autisme eller ej.
Med autisters ringe indblik i, hvad der foregår i andre mennesker, er der her rigtig mange muligheder for at tage fejl.
Når mennesker er vrede kaster de oftest skylden på andre. Det fremkalder let skyldfølelse og dermed aggression hos den, vreden er rettet mod. Vrede er oftest en stærk følelse, som sætter alle nuancer ud af spillet." Du gjorde noget forkert mod mig. Jeg har ret, du har fejl." Det er tit svært at forhandle og finde løsninger.
Eks. En ny pige i klassen bliver tit meget vred. Når dette sker handler hun utroligt hurtigt. Hun siger de grimmeste ting til alle omkring hende og afviser al form for kontakt. Hun ender gerne med at gemme sig under et tæppe eller lignende, hvorfra det er meget svært for hende at komme frem igen.
Vi opdagede ret hurtigt, at hvis vi tilbød hende, at hun kunne lade være med at sige noget, men i stedet kunne tegne eller skrive om, hvad der var galt, så ville hun gerne modtage hjælp til at bearbejde hændelsen.
En dag tegnede læreren en meget kroget vej, og spurgte hende, hvordan hun ville køre på sådan en vej. Hun forstod øjeblikkeligt billedet, og sagde, at hun ville sætte speederen i bund, for sådan var hun. Hun kunne også fortælle, at det kloge var at køre rigtigt langsomt og agtpågivende.
Vi har herefter tit vendt tilbage til billedet og snakket om, at hun har et rigtigt godt hoved, som hun slet ikke når at bruge, når hun handler så hurtigt. Det der er svært for hende er nu at tro på , at hun kan lære det. Hun har mange års erfaring i ikke at kunne styre sin vrede. Vi henviser til andre elever, som har fået lært det. Så for tiden overvejer hun sagen.
For at hjælpe hende, prøver vi at give hende klistermærker, når hun er i stand til at trække aggressionsudbruddet lidt ud og ikke lader det gå ud over de andre børn i klassen. Ideen er, at jo længere hun kan trække reaktionen ud, jo større chance er der for, at hun kan nå at tænke over, hvad der ville være bedst at gøre i denne situation. På denne måde lærer hun også at turde mærke en lille smule af, hvordan det er at være såret, og det bliver måske knapt så ubærligt i fremtiden.
Vi anser det for en god og sund reaktion at kunne blive vred. Det vigtige er bare at kunne formidle sit budskab på en socialt acceptabel måde. Jo mindre man krænker modparten i en konflikt, jo større chance er der for at konflikten løses. |
|
|
|
