Empati
Vores opfattelse af det autistiske barns empatiske formåen, og hvorledes man kan fremme disse evner.
Ofte hører man at autistiske børn ikke har empati. Det kendetegner dem, at de ikke er i stand til at sætte sig i andres sted og derfor ikke kan have indføling i andres smerte.
Sandt er det, at mange autistiske elever kan opføre sig hensynsløst overfor andre børn, i hvert fald set udfra en overfladisk betragtning.
Eks 1: En elev i klasseværelset vælter et glas med mælk. Mælken flyder ud over bordet. Peter, som ikke selv har væltet glasset griner højt. Det får den, som var så uheldig at vælte glasset til at få det endnu værre, end vedkommende har haft det før. Det er en situation, vi har set mange gange især med nytilkomne elever.
Det kan, set ud fra en overfladisk betragtning se ud, som om Peter er helt uden empati.
Vores påstand er nærmest den modsatte: nemlig at Peter griner, fordi han bliver meget bange for, hvad der nu vil ske. Han bliver selv bange eller kan mærke angsten hos den uheldige, og da han ikke kan rumme den angst, det vækker i ham, griner han højt, for at komme af med sin indre spænding. Han griner, fordi det for ham er en legal måde at slippe angsten ud. (Derved afslører han jo ikke direkte, at han er bange.) Han er sikkert heller ikke i stand til at identificere, at hans følelse er : angst.
Peter kommer til at forværre tilstanden for den, som var uheldig at vælte et glas, men han er uden indsigt i sin andel. Hvis man fortæller Peter, at han gør det andet barn ked af det ved at grine højt, vil Peter efter vores erfaring gerne hjælpe det andet barn ved ikke at grine, men det er ikke sikkert Peter er i stand til at styre sin angst næste gang heller. Peter er optaget af sin egen indre tilstand, som han har svært ved at rumme. Det handler derfor ikke om, at Peter ikke har empati, men om at Peter har rigeligt at gøre med at forvalte sin egen indre spændingstilstand, og han har ikke overskud til at tage hensyn til, at et andet barn får det skidt.
Det handler altså i det store og hele om mangel på overskud og evnen til at forvalte sin egen indre spændingstilstand, og ikke om mangel på empati.
Det autistiske barn mærker det andet barn meget tydeligt (går nærmest i symbiose) og kan ikke holde sig fri af den andens følelser. Hvis man selv er lige så bange som en anden, kan man ikke vise empati, endsige trøste.
Tilbage til situationen: I første omgang må man her gribe ind med et forbud mod grin, når der sker uheld af den art. Men på længere sigt er det vores erfaring, at Peter ved at være i et miljø, som giver omsorg, frem for at vække angst ved at skælde ud, erhverver evnen til selv at give omsorg.
Eks 2: Vi fik på et tidspunkt et nyt barn i klassen, som den første dag, han var der, kom til at græde på den mest hjertegribende måde. Han hulkede højt, og tårerne trillede ned på bordet foran ham. Ingen vidste, hvorfor han græd, det lød næsten som en gammel gråd, som fik afløb her midt i klassen. Læreren satte sig hen for at trøste, men det hjalp ikke meget. Herefter var det utroligt glædeligt at se de andre børn, (som næsten alle har en autisme diagnose.) Et barn foreslog , at han kunne trøste sig med hendes bamse. (Den ville han gerne have.) Et andet barn spurgte, om hun ikke måtte trøste ham, hvilket fik flere børn til at spørge, om de også måtte. Læreren spurgte drengen, som var ked af det ,om de som havde lyst, måtte stå rundt om ham og holde en hånd på ham. (Det ville han gerne have)
Det endte med at samtlige elever i klassen stod og aede den ulykkelige dreng, på den mest empatiske måde.
Selv en elev, som ellers har meget svært ved ikke at tage for hårdt på de andre elever, klarede det fint.
Vores tolkning er, at her havde ingen børn noget i klemme. Det vakte ikke angst hos nogen, at en græd. Ingen havde gjort noget, som kunne give dårlig samvittighed osv. osv. Alle kunne af et rent hjerte vise omsorg for en elev, som havde det dårligt.
Der er ingen tvivl om, at autistiske børn ofte har svært ved at vise empati. De mangler tit indsigten og forståelsen af, hvad der foregår i andre mennesker. Det er dog vores erfaring, at når eleven I en given situation har ro på egne følelser, så har han meget bedre forudsætninger for at kunne bruge sine empatiske evner. |
|
