Social
træning af børn og unge med autisme eller Aspergers syndrom
Artikel udarbejdet af Hanne Bendix, leder af Roskilde
Autisme Rådgivning og Kit Lundberg
Læs mere om Roskilde Autisme Rådgivning
på www.roskildeautismeraadgivning.dk
Om artiklen
"Social træning for børn med autisme"
Artiklen er udarbejdet af Hanne Bendix (Roskilde Autisme Rådgivning) og lærer Kit Lundberg.
Artiklen giver et indblik i, hvordan Roskilde Autisme Rådgivning arbejder.
Artiklen beskriver hvorledes, vi ser på børn og unge med autisme eller Aspergers syndrom, og hvordan vi mener, de skal behandles.
Om social træning for børn med autisme
Det at skulle strukturere livet for et barn med autisme eller Aspergers syndrom er en stor mundfuld.
Alt det vi andre lærer hen ad vejen, er ikke umiddelbart tilgængeligt for et barn med autisme. De efterligner i flæng uden at kunne skelne social acceptabel adfærd fra mindre acceptabel.
Denne lærdom er nødvendig for barnet, og derfor er det for disse børn så vigtigt at få pindet tingene ud i en helt ekstrem grad.
Der sker ikke noget af sig selv. Når et barn med autisme bliver overladt til sig selv og ikke får den nødvendige indlæring af de sociale regler, kommer det uvægerligt til at løbe ind i det ene nederlag efter det andet.
Disse børn stopper ikke af sig selv, de er tvunget til at gå linen ud, hvis ikke der er mennesker omkring der korrigerer og griber ind.
For udenforstående kan det virke meget voldsomt og anmassende, at man til stadighed korrigerer og tilretteviser et barn med autisme.
Det er også altafgørende, at barnet får oplevelsen af, at man hjælper og ikke nedgør det.
Her er TEACCH et fantastisk middel, dels tager det højde for at børn med autisme tænker i billeder, dels er et lille kort eller skilt anvisende uden at være moraliserende eller på anden måde følelesesladet.
Det er vores erfaring, at de ting vi foreslår i denne skrivelse, gør en meget stor forskel for et barn med autisme eller Aspergers syndrom.
Vi har set stress-niveauet hos barnet falde til et minimum, fordi det ikke mere føler sig under angreb.
Dette gør, at barnet kan bevæge sig væk fra en forsvarssituation, hvor barnet ikke lytter, men bare stædigt fastholder sin holdning, -og over i en samarbejdssituation, hvor det kan udveksle synspunkter og langsomt komme til en forståelse af, hvad der er svært for ham/hende.
Det er nødvendigt, at barnet kender sine svage sider, for at kunne tage højde for dem og for at ønske at vide, hvordan tingene kan gøres på en bedre og mere hensigtsmæssig måde.
Empati
Vores opfattelse af det autistiske barns empatiske formåen, og hvorledes man kan fremme disse evner.
Ofte hører man at autistiske børn ikke har empati. Det kendetegner dem, at de ikke er i stand til at sætte sig i andres sted og derfor ikke kan have indføling i andres smerte.
Sandt er det, at mange autistiske elever kan opføre sig hensynsløst overfor andre børn, i hvert fald set udfra en overfladisk betragtning.
Eks 1: En elev i klasseværelset vælter et glas med mælk. Mælken flyder ud over bordet. Peter, som ikke selv har væltet glasset griner højt. Det får den, som var så uheldig at vælte glasset til at få det endnu værre, end vedkommende har haft det før. Det er en situation, vi har set mange gange især med nytilkomne elever.
Det kan, set ud fra en overfladisk betragtning se ud, som om Peter er helt uden empati.
Vores påstand er nærmest den modsatte: nemlig at Peter griner, fordi han bliver meget bange for, hvad der nu vil ske. Han bliver selv bange eller kan mærke angsten hos den uheldige, og da han ikke kan rumme den angst, det vækker i ham, griner han højt, for at komme af med sin indre spænding. Han griner, fordi det for ham er en legal måde at slippe angsten ud. (Derved afslører han jo ikke direkte, at han er bange.) Han er sikkert heller ikke i stand til at identificere, at hans følelse er : angst.
Peter kommer til at forværre tilstanden for den, som var uheldig at vælte et glas, men han er uden indsigt i sin andel. Hvis man fortæller Peter, at han gør det andet barn ked af det ved at grine højt, vil Peter efter vores erfaring gerne hjælpe det andet barn ved ikke at grine, men det er ikke sikkert Peter er i stand til at styre sin angst næste gang heller. Peter er optaget af sin egen indre tilstand, som han har svært ved at rumme. Det handler derfor ikke om, at Peter ikke har empati, men om at Peter har rigeligt at gøre med at forvalte sin egen indre spændingstilstand, og han har ikke overskud til at tage hensyn til, at et andet barn får det skidt.
Det handler altså i det store og hele om mangel på overskud og evnen til at forvalte sin egen indre spændingstilstand, og ikke om mangel på empati.
Det autistiske barn mærker det andet barn meget tydeligt (går nærmest i symbiose) og kan ikke holde sig fri af den andens følelser. Hvis man selv er lige så bange som en anden, kan man ikke vise empati, endsige trøste.
Tilbage til situationen: I første omgang må man her gribe ind med et forbud mod grin, når der sker uheld af den art. Men på længere sigt er det vores erfaring, at Peter ved at være i et miljø, som giver omsorg, frem for at vække angst ved at skælde ud, erhverver evnen til selv at give omsorg.
Eks 2: Vi fik på et tidspunkt et nyt barn i klassen, som den første dag, han var der, kom til at græde på den mest hjertegribende måde. Han hulkede højt, og tårerne trillede ned på bordet foran ham. Ingen vidste, hvorfor han græd, det lød næsten som en gammel gråd, som fik afløb her midt i klassen. Læreren satte sig hen for at trøste, men det hjalp ikke meget. Herefter var det utroligt glædeligt at se de andre børn, (som næsten alle har en autisme diagnose.) Et barn foreslog , at han kunne trøste sig med hendes bamse. (Den ville han gerne have.) Et andet barn spurgte, om hun ikke måtte trøste ham, hvilket fik flere børn til at spørge, om de også måtte. Læreren spurgte drengen, som var ked af det ,om de som havde lyst, måtte stå rundt om ham og holde en hånd på ham. (Det ville han gerne have)
Det endte med at samtlige elever i klassen stod og aede den ulykkelige dreng, på den mest empatiske måde.
Selv en elev, som ellers har meget svært ved ikke at tage for hårdt på de andre elever, klarede det fint.
Vores tolkning er, at her havde ingen børn noget i klemme. Det vakte ikke angst hos nogen, at en græd. Ingen havde gjort noget, som kunne give dårlig samvittighed osv. osv. Alle kunne af et rent hjerte vise omsorg for en elev, som havde det dårligt.
Der er ingen tvivl om, at autistiske børn ofte har svært ved at vise empati. De mangler tit indsigten og forståelsen af, hvad der foregår i andre mennesker. Det er dog vores erfaring, at når eleven I en given situation har ro på egne følelser, så har han meget bedre forudsætninger for at kunne bruge sine empatiske evner.
Bearbejdning af følelser
Hvorfor er det vigtigt, at bearbejde følelser og, hvordan lærer vi børn med autisme at bearbejde deres følelser, når de er i så dårlig kontakt med, hvad de føler?
Et af de største problemer for børn med autisme er, at de har så lavt et selvværd. Ofte tør de ikke vende blikket mod sig selv, af skræk for at få øje på noget, der ikke er perfekt.
Al udvikling bygger på erhvervede kompetencer. Glæde og selvværd bliver forøget i takt med at barnet erkender disse kompetencer. Stress og angst for at fejle kan derimod stoppe al initiativ og udvikling.
Det er derfor af afgørende betydning, at vi som voksne omkring barnet får skabt et miljø fysisk såvel som psykisk, der gør det muligt for barnet at turde vove at prøve noget nyt.
Det er vigtigt, at barnet mødes med velvilje og begejstring og gennem omgivelserne lærer forståelse for og accept af tingenes øjeblikkelige tilstand.
Det følgende er måske kun små justeringer, ændringer i forhold til, hvordan man ser på barnet. Vores påstand er at måden, man ser på og forstår det autistiske barn, er alt afgørende for, hvordan barnet opfører sig, og hvad barnet får lært.
Hvis man som voksen afviser sider af barnet, kan man være helt sikker på, at barnet gør det samme. De sider af et barn, som er uudviklede bliver ikke bedre, hvis ikke der er nogen, som omsorgsfuldt tager sig af dem.
D.v.s. lærer barnet, hvordan det kan handle anderledes, end bare at forkaste sig selv. Et barn, som har forkastet sig selv gør vanvittige ting, for ”det kan jo være fuldstændigt lige meget”.
Et eksempel
Svend har forskanset sig selv ude på toilettet. Vi kan høre at vandet løber, men ikke, hvad der i øvrigt foregår. Da vandet begynder at trænge ud under døren, låser en voksen op udefra.
Svend sidder nu med hele bagdelen nede i vasken, i gang med at give sig selv buksevand. Det er tydeligt, at han har forkastet sig selv, men ingen ved, hvad han er blevet så fortvivlet over.
Det eneste han siger er, at han er vred på sin lærer. Han udtrykker sig således: ”Hun skal ha` skåret hovedet af. Henter du hende (henvendt til den voksne) så henter jeg saven?”
Læreren fortæller: Vi sætter os herefter ind i et lille samtalerum. Svend er helt fortvivlet og meget aggressiv. Han kan eller vil ikke sige noget om, hvad hans lærer har gjort, som har gjort ham så gal og ked af det.
Svend sparker vredt omkring sig på de nærmeste møbler. Da det er svært at bearbejde vreden, prøver jeg at få Svend i kontakt med, at han også er ked af det. Jeg siger sådan noget som: "Der er noget, der har gjort dig rigtig ked af det, hva´ Svend! "Herefter gætter jeg i øst og i vest.
De kommer lige ude fra svømmehallen, så jeg tror (vejledt af hans lærer), at det må være noget, der er sket derude. Da det ikke synes at ”give bid”, spørger jeg til de forskellige klasser, er der noget med K1 osv. Da jeg nævner klassen lige under Svend`s, er der en klar reaktion. Svend bliver ked af det.
Der er en elev fra den klasse, som Svend er særlig glad for, så jeg spørger nu: Har det noget med Per at gøre? Svend hulker. Herefter finder jeg ved samme spørgeteknik ud af, at Per har sagt:" Hej!" til hans lærer, og nu er Svend bange for, at hun bedre kan lide Per end ham.
Vi henter nu læreren og får bragt orden i sagerne. Det har taget lang tid, men den er godt givet ud, da Svend nu er helt tryg ved, at hans lærer synes, at han er helt OK. Grunden til at det er så vigtigt er nemlig, at det er en absolut forudsætning for, at Svend synes, at han selv er OK.
Herefter er han atter i stand til at se verden i øjnene, og der kan så blive tid og kræfter til at lære det, som er svært.
Læring
Læring er ikke mulig, hvis ikke selvværd og tryghed er i orden.
Vores påstand er, at det er væsentligt også for børn med autisme at bearbejde følelser på denne måde. Herved lærer de at tage egne følelser alvorligt, og de lærer, hvad der er specielt svært for netop dem.
Det har gang på gang vist sig, at nogle af de autistiske træk forsvinder, når barnet lærer at tage sig af sig selv. ”At tage sig af sig selv” vil her sige, at barnet ser i øjnene at nogle ting er svære for ham/hende at lære.
Det kender disse sider og øver sig på, at blive bedre til at tackle dem. Nogle af de ting vi ofte ser, når det lykkes, er:
1. Øjenkontakten bliver mærkbart bedre.
2. Barnet henter oftere hjælp fra de voksne.
3. Vi får flere og bedre forklaringer fra barnet efterhånden, som de får tiltro til, at vi kan hjælpe dem.
4. De bliver mere interesserede i de andre børn omkring dem, hvordan de har det og ikke mindst: Hvad de har svært ved at lære og hvorfor. Herved kommer børnene til at hjælpe hinanden i den fælles proces hen imod at få det bedre.
Mange børn med autisme har det problem, at de ikke selv forstår, hvorfor de handler, som de gør.
Det barnet ofte ser er, at dets handlinger ikke medfører det, som barnet ønsker, eller at handlingerne oven i købet forværrer situationen.
Herefter konkluderer barnet, at det selv er håbløst og ikke duer til noget. Det forkaster sig selv. Et barn, som har forkastet sig selv, er ikke let at tale til fornuft, og det forhindrer ofte al indlæring, indtil barnet føler sig OK igen.
Eks: Svend bliver rædselsslagen hver gang nogle større elever nærmer sig. Han vil gerne have dem til at gå væk. Han sætter derfor 2 fuck-fingre ud i strakt arm og råber:" FUCK, FUCK ,FUCK". Dette får de store elever til at blive aldeles rasende, og de går straks hen mod Svend, og han må under voksenbeskyttelse.
Svend er ,da han bliver spurgt ikke klar over, hvorfor han rækker fuck-fingre efter de store drenge. Opgaven er herefter, at Svend forstår, for det første, at han er bange for de store drenge, for det andet, at det er fuldt forståeligt, at han får lyst til at række fuck-fingre, og for det tredje, at han kan handle på en mere hensigtsmæssig måde.
Det som ofte sker er, at Svend aldrig når til tredje fase, han forkaster sig selv inden han når dertil, fordi han ikke har styr på, hvilken følelse han oprindeligt havde og derfor ikke forstår, hvorfor han handlede, som han gjorde.
Svend har brug for megen voksenstøtte for at acceptere sin egen handling. Den voksne kan f. eks sige: "Jeg kan også få lyst til at gøre noget grimt, når jeg bliver bange for nogen "el.lign.
Elever med autisme er hyper-sensitive, og de får ofte ageret ud med en masse (mere eller mindre skjult) angst. Det er ofte denne angst deres omgivelser reagerer tilbage på og ikke det, som barnet oprindeligt ville ud med.
Mange mennesker har svært ved at tackle angst hos andre, og endnu sværere bliver det, når angsten bliver camoufleret bag aggression.
Understøttende og accepterende pædagogik
Det er af afgørende betydning at gå med barnet, eller i alt fald i samme retning. Barnet skal føle sig tryg og rimelig godt tilpas før kontakt, kommunikation og indlæring er mulig.
Når det autistiske barn skal knytte kontakt med og få tillid til en voksen, er det altafgørende, at barnet føler sig accepteret som individ. Alle mennesker registrerer mere eller mindre ubevidst, om kontakten til et andet menneske er præget af sympati eller antipati. For nogle betyder dette forhold ikke så meget, men for et barn med autisme er det alt afgørende, at relationen i overvejende grad er baseret på sympati. Barnets selvbillede bliver farvet af den voksnes holdning.
Et barn med ondt i kontakten, har ofte så mange nederlag i rygsækken, at kontaktformen kan være stærkt afvigende. Det kan være at barnet hellere laver lyde end ord, det er ikke så forpligtende at lave en lille lyd, måske er der kontakt og barnet får en lille lyd tilbage.
Afvisninger og nederlag er hårdt for sjælen. Børn med autisme er blevet misforstået og forkastet mange gange af omgivelserne, bl.a. derfor er de hurtige til at forkaste sig selv.
Har et barn først forkastet sig selv, er det næsten umuligt at turde kontakten til andre. Det gælder derfor om, at få barnet til at føle sig tryg, så det tør være nysgerrig og interesseret i en eller anden form for kontakt.
Det udspil eller svar på kontakt, der kommer fra barnet, kan være langt fra det man forventer, eller i øvrigt anser som socialt acceptabelt i andre sammenhænge . Alligevel gælder det i vid udstrækning om at bevare kontakten og gå med barnet i stedet for at gå imod. Så snart man går imod, bliver barnet frustreret. I den første kontakt gælder det om at minimere frustrationerne mest mulig, så barnet får mod på at fortsætte, og derved bedrer sine chancer for vellykket kommunikation.
For mange børn er leg et godt felt for kommunikation. Når man leger, er det ikke selve kommunikationen, der er i fokus, men da leg og kommunikation hænger snævert sammen, bliver det alligevel centralt for aktiviteten. I legen er der mulighed for masser af god kontakt og den voksne får en masse goodwill , som senere kan bruges i andre sammenhænge.
Eks. 1 Da Svend begyndte på skolen, var han utrolig usikker og svær at kommunikere med. Han skreg og sagde lyde, når han blev usikker på sig selv eller andre. Han var meget fjollet og gled meget ofte af på kontakten til både børn og voksne. Hans foretrukne kommunikationsform var dyre lyde. Især heste vrinsk var han meget tiltrukket af. Det forår blev der vrinsket en hel del. Det blev et supplement til den øvrige kommunikation, og disse lyde skabte helt tydelig en større fryd hos drengen end ord. Vi holdt ikke op med at snakke med ord, men tillod også vrinsk som kommunikationsform.
Eks.2 Svend ville gerne lege i busken. Læreren fortæller: "Det er ikke mit favorit sted at lege. Det er besværligt at kravle rundt mellem grenene, og tit og ofte bliver man våd og beskidt. Jeg opdagede dog hurtigt at min kontakt til Svend var markant anderledes, når vi legede i buskene. Hans tale var tydelig og kontakten var fuldstændig klar. Jeg stod strabadserne i busken igennem for at lære drengen at kende, og fordi vores kommunikation her var rigtig god. Senere blev kontakten også klar udenfor legen, men efter tilspidsede situationer vendte vi tilbage til buskene. Nu 2 år efter er det aldrig nødvendigt mere."
Eks.3 Vi har fået en ny dreng i klassen. Han har brug for at lave om på ordene. Det er som om han skal sætte sit eget personlige præg på dem. Lidt som vi ser mange autistiske børn gør ved skriften, de laver lidt sving og svaj, som er deres helt eget. Denne dreng har også andre ord for ting og navne.
Vi er godt opmærksomme på at drengen ”dimser” med ordene. Da han er svær at kommunikere med, har vi valgt at gå med ind i hans ord-verden. Vi har lavet en lille ordbog, for at få oversat betydningen af hans mest anvendte ord. Han har også givet særlige navne til børn og voksne i klassen. Vi accepterer disse navne og kalder også ind imellem ham for hans særlige navn.
Vi har valgt at gøre dette, for ikke at afvise drengens kommunikationsform. Vi håber, at vi ved at vise accept kan få hans selvværd til at vokse, så han i større omfang også tør at kommunikere med ”vores” ord. Det væsentligste for os i øjeblikket er en overvejende positiv kontakt. Det er klart, at vi ikke følger barnet i enhver henseende, vi er også tydelige og grænsesættende, men vores påstand er, at det også er vigtigt på nogle områder at gå med barnet.
Øjenkontakt
Hvordan vi mener, man kan tackle vores ønske om øjenkontakt med autistiske børn. Der har været sagt meget om øjenkontakt med autistiske børn. Vores erfaring er: FORLANG ALDRIG AT ET AUTISK BARN SKAL SE DIG I ØJNENE, NÅR DU ER VRED.
Autistiske børn har tendens til ikke at kunne skille sig fra sine omgivelser (går let i symbiose), så det er meget voldsomt for barnet at se på et menneske, som er vred på det. Hvis man sørger for at se med positive øjne på barnet, kan man godt prøve at foreslå, at barnet ser den voksne i øjnene. Her vil man opdage, at mange af barnets fantasier kan afkræftes bare ved at se på den voksne.
Eks1. Svend forkaster sig selv, fordi han har lavet noget dumt. Han projekterer straks sin vrede over i den voksne, som han nu er sikker på ikke kan lide ham. Her kan man sige:" Prøv at se på mig!" De fleste autistiske børn vil prøve at komme udenom. De har mange ”smarte” kneb, såsom at kigge på maven, kigge lige ved siden af personen, snakke udenom el. lign., men det er vores erfaring, at hvis man venligt fastholder ønsket om, at de ser direkte på øjnene, så vil de gøre det. Svend får herved afkræftet sin fornemmelse af at være forkastet, når han møder et positivt blik. Han bliver derimod meget bange, når han møder vrede i blikket fra den voksne. Her skal det lige siges, at det selvfølgelig er det autistiske barn, som bestemmer, og er det for svært for barnet, så må der findes andre veje.
Der er det med øjenkontakten, at det jo også virker den anden vej, så hvis den voksne er i god ro og balance, så har det ofte en god afsmittende virkning på barnet.
Er den voksne derimod ude af balance og måske endog bange for, hvad situationen udarter sig til, så er der fare for at barnet ved at se på den voksne, kommer til at overtage den voksnes forvirring. Da denne ikke er til at bære for barnet, vil det hurtigt skabe endnu mere kaos.
Forvaltning af vrede
Hvordan man kan lære barnet at rumme vrede og siden hen reagere mere hensigtsmæssigt, når vreden indfinder sig - og det gør den jo, selvom barnet mener, at verden var nemmere uden?
En ting, som mange børn med autisme har rigtigt svært ved at tackle, er forvaltning af vrede. De har enormt svært ved at rumme følelsen. Oftest får de handlet i det øjeblik, de føler vrede. Det kommer der sjældent noget godt ud af. ”Handl aldrig i vrede, et skib står jo heller i ud i hård storm” stod der på en Gajol-pakke engang, et rigtigt godt råd til alle mennesker, autisme eller ej.
Med autisters ringe indblik i, hvad der foregår i andre mennesker, er der her rigtig mange muligheder for at tage fejl.
Når mennesker er vrede kaster de oftest skylden på andre. Det fremkalder let skyldfølelse og dermed aggression hos den, vreden er rettet mod. Vrede er oftest en stærk følelse, som sætter alle nuancer ud af spillet." Du gjorde noget forkert mod mig. Jeg har ret, du har fejl." Det er tit svært at forhandle og finde løsninger.
Eks. En ny pige i klassen bliver tit meget vred. Når dette sker handler hun utroligt hurtigt. Hun siger de grimmeste ting til alle omkring hende og afviser al form for kontakt. Hun ender gerne med at gemme sig under et tæppe eller lignende, hvorfra det er meget svært for hende at komme frem igen.
Vi opdagede ret hurtigt, at hvis vi tilbød hende, at hun kunne lade være med at sige noget, men i stedet kunne tegne eller skrive om, hvad der var galt, så ville hun gerne modtage hjælp til at bearbejde hændelsen.
En dag tegnede læreren en meget kroget vej, og spurgte hende, hvordan hun ville køre på sådan en vej. Hun forstod øjeblikkeligt billedet, og sagde, at hun ville sætte speederen i bund, for sådan var hun. Hun kunne også fortælle, at det kloge var at køre rigtigt langsomt og agtpågivende.
Vi har herefter tit vendt tilbage til billedet og snakket om, at hun har et rigtigt godt hoved, som hun slet ikke når at bruge, når hun handler så hurtigt. Det der er svært for hende er nu at tro på , at hun kan lære det. Hun har mange års erfaring i ikke at kunne styre sin vrede. Vi henviser til andre elever, som har fået lært det. Så for tiden overvejer hun sagen.
For at hjælpe hende, prøver vi at give hende klistermærker, når hun er i stand til at trække aggressionsudbruddet lidt ud og ikke lader det gå ud over de andre børn i klassen. Ideen er, at jo længere hun kan trække reaktionen ud, jo større chance er der for, at hun kan nå at tænke over, hvad der ville være bedst at gøre i denne situation. På denne måde lærer hun også at turde mærke en lille smule af, hvordan det er at være såret, og det bliver måske knapt så ubærligt i fremtiden.
Vi anser det for en god og sund reaktion at kunne blive vred. Det vigtige er bare at kunne formidle sit budskab på en socialt acceptabel måde. Jo mindre man krænker modparten i en konflikt, jo større chance er der for at konflikten løses.
Når der sker split omkring et barn
Det virker ikke når de voksne trækker i hver sin retning! Hvem skal barnet være tro mod, når det sker?
Relationen mellem barnet og den voksne er unik, forstået på den måde at ikke to relationer er ens. Hvert barn har en særlig relation til hver voksen, det lyder banalt og det er det sådan set også, men ikke uvæsentligt.
Når vi som voksne bliver indbyrdes uenige om, hvordan barnet skal hjælpes bedst mulig, hænger det bl.a. sammen med, at vi oplever og identificerer os med forskellige sider af barnet. Det er derfor vigtigt, at man ikke kæmper om, hvem der ser det rigtige, men i stedet husker på, at det vi ser og mærker hos barnet i høj grad er forskelligt.
Det handler ikke om ”enten eller” men om ”både og”.
Hvis de voksne arbejder med en fælles målsætning, er det nemmere at acceptere, at man har forskellige veje at gå mod målet. Det er vigtigt at begrunde overfor hinanden, hvorfor man handler som man gør, så andre har en chance for at se og forstå. Men det ,der er det vigtigste, er at give hinanden opbakning til at komme igennem overfor barnet. Kun på den måde går budskabet klart igennem til barnet.
Eks.1: Et barn er i konflikt, og der står to voksne omkring det. Den ene voksne, vil have barnet til at handle på en bestemt måde, og prøver at formidle dette til barnet. Hvis den anden voksne, får identificeret sig med modstanden i barnet og dybest set syntes, at situationen bliver håndteret forkert af den anden voksne, sker der noget meget uheldigt. Der sker nemlig det, at konflikten kommer til at udspille sig mellem de to voksne i form af indbyrdes uenighed og deraf følgende magtkamp.
Budskabet til barnet bliver ambivalent, det skaber forvirring for barnet at modtage modsatrettede input. ”Barnet lander mellem to stole!”
Eks.2: Når et barn skal udføre en opgave og de voksne omkring barnet er splittet, bliver det ikke muligt at opnå et godt resultat. Den ene voksne mærker potentialet / udviklingsmuligheden, den anden mærker sårbarheden / modstanden. De voksne er ikke forkert på den, for det, de mærker hver især, er rigtigt nok. Barnet rummer begge sider. Problemet er, at hvis der skal findes en vej, kan der på handleplanet ikke være to modsatrettede følelser, der er lige stærkt repræsenteret. De voksne må i situationen stille sig bag hinanden, i overført betydning, så det kun er den ene side der bliver repræsenteret.
Der er selvfølgelig forskel på gennemdiskuterede planlagte situationer, hvor de voksne omkring et barn på forhånd har haft mulighed for at nå til en fælles forståelse, og så på akutte situationer, men princippet er det samme.
Altså de voksne må have tillid til hinanden og bakke hinanden op, i stedet for at modarbejde hinanden. Først dér rykker barnet!
Vi kan som voksne omkring et barn ikke være enige helt ned i detaljer, det er heller ikke det, der er målet i sig selv, tværtimod så er det, at vi alle mærker noget forskelligt en ufattelig styrke.
Vi skal acceptere at forskellighederne findes men forstå, at når de udspiller sig i barnets nærhed, bliver det en voldsom hæmmende faktor for barnets udvikling og velbefindende.
Fælles mål og pædagogiske diskussioner er af afgørende betydning, men de skal foregå, når barnet ikke er til stede, så barnet i videst mulig omfang får klare meldinger fra de voksne.
Kontakten til et barn med autisme.
Det er altafgørende, at den voksne er omhyggelig med sine tanker: Det, at skabe kontakt og kommunikere med et barn med autisme, er særligt sammenlignet med, hvordan man kommunikere med andre mennesker.
I grove træk, kan man sige, at reglerne for kommunikationen er de samme som blandt andre mennesker, men reaktionerne er i nogen grad hurtigere og kraftigere for et barn med autisme.
Det der er afgørende er, at man stiller ind på barnets ”kanal”. Hvis barnet vil danse tango, kan det ikke nytte, at man insisterer på en vals. Det er den voksne, der har mulighed for at skifte strategi eller sendekanal, om man vil. Man skal ”gå efter” barnets energi og interesse. Et barn, der føler sig trykket, forurettet eller på anden måde følelsesmæssigt ude af balance, har sværere ved at kommunikere end et barn, der føler sig glad og vel tilpas.
Kommunikation er mange ting. Dialog med et andet menneske kan være tale eller lyd, men meget ofte er det i høj grad også tanker, følelser og kropssignaler, vi sender ud. Det er helt umuligt at lade være med at kommunikere til andre mennesker. Med dette for øje, skal man som voksen gøre sig klart, at man er omhyggelig med, hvad man tænker og føler, når man er sammen med disse børn. Det er i alt fald ikke en hemmelighed for dem, de har mærket, hvad der foregår hos den voksne, sommetider hurtigere end den voksne selv registrerer det.
Når vi erkender, at det forholder sig sådan, må vi være opmærksomme og ikke sjuske og tænke, at det ikke gør noget, hvad vi tænker. Med disse børn er det nødvendigt at tænke positiv om barnet. Den voksne må sænke paraderne og få barnet til at føle sig ok, ellers er udgangspunktet for samarbejde og kommunikation alt for dårligt.
Vi mener ikke, at man skal kunne lide alt ved barnet og aldrig give udtryk for uenighed, men som grundindstilling skal man fokusere på det positive så ens tanker bliver positive og forventningerne også bliver det. Det er en kunst, og den kan bruges i alle livets forhold – det er tydeligt, om man mestrer kunsten, når man er sammen med et menneske med autisme, idet de reagerer øjeblikkeligt, når man stiller ind på en negativ kanal. Prøv selv!
Samtaler
Jævnlige samtaler mellem et barn og een eller flere af de voksne omkring barnet, er en grundlæggende del af det daglige arbejde. Her kan man få et godt indblik i, hvad der rører sig i barnet i øjeblikket.
Hvordan er barnet tilpas med sin skole, SFO, transport osv?
Hvad er vigtigst for barnet lige nu?
Hvad gik galt i en speciel situation?
Hvorfor handlede barnet, som det gjorde?
Det kan godt være, at barnet ikke kan give en direkte forklaring, måske fordi det ikke selv er bevidst om sine handlinger. Det er dog vores erfaring, at barnet altid kommer med noget, som man så som voksen kan tolke på.
Eks 1: Svend bliver ved med at provokere de store elever. Han kan ikke lade dem gå forbi på gangen uden at han lige siger :" Hej" (med fordrejet stemme) eller rækker ”fuckfinger" af dem.
Læreren tegner to forskellige situationer som tegneserier:
Da Svend har set lidt på de 2 tegneserier, griber han selv blyanten og tegner sig selv som kæmpestor og skriver ved siden af: Svend på 13 år (Han er 11 år). Herefter tegner han den største, og for Svend mest skræmmende dreng, som lille dreng halvt så stor, som han har tegnet sig selv og skriver ved siden af drengens navn og 7 år.
Svend holder fast ved, at det er den bedste tegneserie. Han lader sig ikke påvirke af, at den voksne siger, at det er ønsketænkning, og at virkeligheden ikke ser sådan ud.
Vores tolkning er, at Svend er så bange, at han ikke tør opgive sin fantasi om, at han er større end de store drenge. Han handler også efter den forestilling.
Herved meddeler Svend os, hvor vi skal sætte ind. Vi skal forsøge at gøre Svend tryg ved, at de store drenge ikke må røre ham, og vi skal give ham troen på, at vi kan passe på ham, så han ikke får bank.
De første tegneserier er således ikke forkerte, men de er kommet for tidligt på banen. Der skal nu laves nogle nye tegneserier, som illustrerer, at Svend kan være tryg på sin skole.
Vi bruger meget ofte tegning ved samtaler, da næsten alle børn med autisme er bedre til det visuelle end til det auditive. Under alle omstændigheder er det en god understregning af det aftalte, hvis man også kan tegne det. Det er ikke nødvendigt med de store kunstneriske evner. Vi har endnu ikke haft nogen børn, som ikke godtog selv den mest uhjælpelige tændstiks-mand, som et billede af sig selv.
Det er vigtigt, når man sidder i en samtale med et barn, at man kan skifte taktik undervejs. Som vist i ovennævnte eksempel er børnene tit vældigt gode til selv at vise os, hvilken vej, vi skal gå.
Man kan have en nok så veltilrettelagt plan, men det er ikke altid børnene lige er villige til at følge den. Det er godt, hvis man kan rumme en vis del ”kaos”, forstået på den måde, at man jo ikke altid kan vide, hvor barnets ideer fører hen.
Der er heller ikke nogen sikkerhed for, at det kan føre til noget fornuftigt, men det er vores erfaring, at man gør klogt i at lytte. Evt. kan man afslutte samtalen foreløbigt, for så at diskutere det videre forløb med en anden voksen, inden man fortsætter.
I samtalen kan man også få afstemt, om undervisningen ligger på det rigtige niveau, eller om det er nødvendigt at lave noget om. Det er selvfølgelig ikke sådan, at barnet enerådende bestemmer, hvad der skal arbejdes med, men er en elev meget utilfreds med sit skolearbejde, så er det ofte fordi det ligger på et forkert niveau. Det er vores erfaring, at man som lærer til børn med autisme oftest kommer til at gå for hurtigt frem.
Hvis det er tilfældet, må man selvfølgelig sætte kravene ned.
En anden vigtig ting man må tage højde for, er barnets følelsesudtryk. Dette kan meget let få en al for stor plads i samtalen, hvis den voksne lader sig ”rive med.”
Dvs. den voksne skal forblive så rolig og så objektiv som muligt. Det er meget vigtigt, at den voksne bevarer ro og overblik, for ellers er der ingen, som har overblikket.
Det er ofte nok at anerkende barnets følelse, f. eks. med en bemærkning som: "Jeg kan se det gør dig meget vred/ ked af det, når Peter…osv". Her kan man f. eks. fortsætte med: "Har du lyst til, at vi snakker om det nu, eller vil du hellere vente til senere, når du er mere rolig?"
Det at barnet skal tage stilling til det, kan nogen gange hjælpe barnet til at distancere sig så meget fra følelserne, at det er muligt at snakke om problemet.
Ved at den voksne holder sig fri af barnets følelser, hjælper man barnet, så det bedre kan ”navigere” og ikke helt "taber hovedet".
Tips til at komme igang med samtaler
Lidt gode ideer fra vores erfaringer ved at have jævnlige (f.eks. en gang om ugen) samtaler med børnene.
Det er vigtigt, at gøre samtalen hyggelig og rar for barnet. Find et godt og uforstyrret sted at være. Giv evt. lidt at drikke el. spise. Børn er som regel lidt utrygge i starten, så det er godt, hvis den voksne snakker en del - måske også om andre ting i starten.
Man medbringer et lille hæfte til notater - det er vigtigt at gøre klart for barnet, at dette bruges til at skrive aftaler og små ting fra samtalen ned, som er vigtige at huske til næste gang. (Selv om man er god til at huske, skal det alligevel skrives ned, da det er godt at barnets formulering bliver brugt.) Dette giver også barnet det indtryk, at det ikke er ligegyldigt, hvad vi er enige om, og at vi voksne tager barnets ønsker alvorligt.
Skriv aldrig noget i hæftet, som ikke er aftalt med barnet. Samtalen afsluttes med, at den voksne læser op, hvad der står i bogen. Igen er det barnet, der bestemmer, så hvis barnet ønsker noget tilføjet eller strøget, så gør man det. Urealistiske ønsker såsom 5 is om dagen, afvises på stedet.
Start med at fortælle barnet, hvorfor man vil i gang med at tage disse samtaler, hver uge. Her er nogle gode grunde,som måske kan bruges:
Man kan nu fortsætte med at spørge hvordan barnet synes om at være hjemme, gå i skole og SFO, være i aflastning osv. Gå i detaljer - spørg til de enkelte fag i skolen (medbring evt. skema) og de forskellige aktiviteter i SFO'en. Børn er glemsomme, så hvis ikke de enkelte ting bliver nævnt, har det måske glemt, at det ikke kan lide at bade efter gymnastik, eller hvad der nu kan være problemet. Giv god tid til at tænke sig om - det gør ikke noget, at der er lange pauser, hvor enten den voksne eller barnet overvejer et problem.
NB: Det er barnet, som bestemmer, så hvis barnet har et problem, som trykker lige her og nu, så må den voksne gemme sine ideer til en anden lejlighed.
Pas på ikke at komme med gode råd for tidligt i samtalen. Når et problem er kommet på banen, så spørg i stedet uddybende til det. Det er ofte svært for den voksne at forstå omfanget af problemet.
Det er vigtigt at lytte aktivt til barnet og give tilbagemeldinger om, hvad man ser, tænker eller føler i det omfang, man fornemmer, barnet har brug for dem. Det er godt, hvis vi voksne husker, at barnet lærer mest ved helt eller delvist at løse problemet selv.
Her er en stor udfordring. Mange af os, som er ansat i ”omsorgsjob” har et behov for at hjælpe, hvor vi kan. Det gør, at det ofte kan være meget svært at holde hjæperrollen tilbage. Vi ved jo ofte allerede tidligt i samtalen, hvad der kan gøres ved et specifikt problem. ”Kunsten” er her, at blive så usynlig som muligt, således at barnet får oplevelsen af og glæden ved at finde løsningen på egne problemer.
Det kan være, der er uenighed med andre børn, så det er en god ide at indkalde et andet barn for at få redt trådene ud. Husk at skrive aftalerne ned og at tjekke med børnene, om de er enige i formuleringerne.
Samtalerne kan være af forskellige længder alt efter, hvad barnet har på hjertet den dag, men det er ofte en god ide at tage en samtale, selvom der ikke er noget særligt på tapetet for tiden – om ikke andet så for at holde kanalen åben til, hvis der skulle opstå andre problemer.
Vær aldrig for ambitiøs som samtale partner – er der mange problemer, så kan man tage fat på et enkelt eller to, der ser ud til at kunne løses og gemme resten til senere. Det er bedre, at en lille ting lykkes, end at få lavet store aftaler, som aldrig bliver til noget.
Nogle gange er det måske heller ikke muligt, at finde en løsning, som barnet kan acceptere. Her kan det være en god ide at udsætte løsningen til næste samtale. Tid giver tit uventede og gode løsninger med de her børn, som ofte har deres helt egen måde, at tænke på.
Det er en god ide at spørge barnet, om der er noget, det gerne vil lære. Det kan være en praktisk eller social færdighed. Overvej om du er den, der kan lære ham/hende det – hvis ikke så kan man hjælpe med at finde den rigtige lærer/pædagog/psykolog til det.
Det er vigtigt at barnet, relativt hurtigt efter samtalerne er gået i gang, opdager, at de kan bruges til noget. Så det kan være en god ide, at føje barnets ønsker så vidt muligt.
Nogle børn skal støttes meget for at turde sige noget, andre har en meget urealistisk opfattelse af sig selv. Pas på med at pille for hurtigt ved det, det kan bevirke, at barnet ikke har lyst til at komme igen. Atter andre skal måske provokeres lidt for at komme i gang.
Det er det, at barnet møder et medmenneske, som er sig selv, og som kan rumme og forstå dets følelser og motiver, der er vigtigt – så find din egen stil.
Nogle vigtige detaljer i samtalen
Samtalen bliver mere bekvem for begge parter, når der er taget højde for følgende: Gensidig tryghed.
Forholdet mellem barn og voksen skal være godt. Den voksne skal ikke presse barnet længere end, at det stadig er en vinder vinder situation. Jo bedre kendskab / venskab man har til barnet – jo længere kan man gå og jo hårdere kan man presse, men aldrig længere end at barnet får en succes ud af det. Respekter barnets grænser.
Det er vigtigt, at den voksne er troværdig. Det er vigtigt, at der er nogenlunde overensstemmelse mellem det der siges, og det der tænkes/ føles.
Ros barnet for det, der er godt. Giv så vidt mulig positiv opmærksomhed frem for korrektion.
Gevinst for barnet
Barnet skal føle, at det nytter at kommunikere, det skal se meningen i at turde kaste sig ud i en forklaring. Barnet skal føle sig hørt og respekteret og også meget gerne hjulpet.
Når barnet kommunikerer, skal den voksne gå med energien ikke mod. (Hvis et barn vil danse vals, kan det ikke nytte at insistere på en polka). Hvis barnet kun vil/ tør kommunikere med eksempelvis lyde, er det en god ide, at man går ind på det til en start.
Barnets modtagelighed
Afhængig af barnets udgangspunkt, må den voksne vælge et ordvalg eller en kommunikationsform, som barnet har forudsætning for at forstå.
Nogle børn reagerer voldsomt på vrede eller forkastelse. Andre bliver meget forvirrede over mange ord. Der er også børn som reagerer voldsomt ved bestemte ord, måske fordi de tillægger ordene en særlig betydning, eller fordi de forbinder brugen af disse ord med en bestemt situation.
Der findes rigtig mange talemåder, som er meget forvirrende og misvisende, hvis man er konkret tænkende og tager ordene for pålydende.
Barnets evne til at udtrykke sig
Et blik eller ansigtsudtryk, siger ofte meget mere end ord. Vær opmærksom på barnets sindstilstand. Nogle børn har talefejl, som hen ad vejen skal korrigeres. Gør det nænsomt, og i det tempo barnet kan håndtere det. Det er bedre at udtrykke sig mangelfuldt end slet ikke at turde. Nogle børn har brug for meget lang tid, før svaret kommer.
Barnets evne til at fokusere
Fokuspunkter for kommunikation