Øjenkontakt
Hvordan vi mener, man kan tackle vores ønske om øjenkontakt med autistiske børn. Der har været sagt meget om øjenkontakt med autistiske børn. Vores erfaring er: FORLANG ALDRIG AT ET AUTISK BARN SKAL SE DIG I ØJNENE, NÅR DU ER VRED.
Autistiske børn har tendens til ikke at kunne skille sig fra sine omgivelser (går let i symbiose), så det er meget voldsomt for barnet at se på et menneske, som er vred på det. Hvis man sørger for at se med positive øjne på barnet, kan man godt prøve at foreslå, at barnet ser den voksne i øjnene. Her vil man opdage, at mange af barnets fantasier kan afkræftes bare ved at se på den voksne.
Eks1. Svend forkaster sig selv, fordi han har lavet noget dumt. Han projekterer straks sin vrede over i den voksne, som han nu er sikker på ikke kan lide ham. Her kan man sige:" Prøv at se på mig!" De fleste autistiske børn vil prøve at komme udenom. De har mange ”smarte” kneb, såsom at kigge på maven, kigge lige ved siden af personen, snakke udenom el. lign., men det er vores erfaring, at hvis man venligt fastholder ønsket om, at de ser direkte på øjnene, så vil de gøre det. Svend får herved afkræftet sin fornemmelse af at være forkastet, når han møder et positivt blik. Han bliver derimod meget bange, når han møder vrede i blikket fra den voksne. Her skal det lige siges, at det selvfølgelig er det autistiske barn, som bestemmer, og er det for svært for barnet, så må der findes andre veje.
Der er det med øjenkontakten, at det jo også virker den anden vej, så hvis den voksne er i god ro og balance, så har det ofte en god afsmittende virkning på barnet.
Er den voksne derimod ude af balance og måske endog bange for, hvad situationen udarter sig til, så er der fare for at barnet ved at se på den voksne, kommer til at overtage den voksnes forvirring. Da denne ikke er til at bære for barnet, vil det hurtigt skabe endnu mere kaos. |
|
