1. De store drenge kommer. Svend bliver bange (det siger han selv, han er) . Svend rækker ”fuckfinger”. Drengene bliver gale på Svend og truer ham med bank. Resultat: Svend bliver mere bange!
   
2. De store drenge kommer. Svend bliver bange. Svend gør ingenting. Drengene går  forbi. Resultat: Svend er ikke bange mere.

Da Svend har set lidt på de 2 tegneserier, griber han selv blyanten og tegner sig selv som kæmpestor og skriver ved siden af: Svend på 13 år (Han er 11 år). Herefter tegner han den største, og for Svend mest skræmmende dreng, som lille dreng halvt så stor, som han har tegnet sig selv og skriver ved siden af drengens navn og 7 år.

Svend holder fast ved, at det er den bedste tegneserie. Han lader sig ikke påvirke af, at den voksne siger, at det er ønsketænkning, og at virkeligheden ikke ser sådan ud.

Vores tolkning er, at Svend er så bange, at han ikke tør opgive sin fantasi om, at  han er større end de store drenge. Han handler også efter den forestilling.

Herved meddeler Svend os, hvor vi skal sætte ind. Vi skal forsøge at gøre Svend tryg ved, at de store drenge ikke må røre ham, og vi skal give ham troen på, at vi kan passe på ham, så han ikke får bank.

De første tegneserier er således ikke forkerte, men de er kommet for tidligt på banen. Der skal nu laves nogle nye tegneserier, som illustrerer, at Svend kan være tryg på sin skole.

Vi bruger meget ofte tegning ved samtaler, da næsten alle børn med autisme er bedre til det visuelle end til det auditive. Under alle omstændigheder er det en god understregning af det aftalte, hvis man også kan tegne det. Det er ikke nødvendigt med de store kunstneriske evner. Vi har endnu ikke haft nogen børn, som ikke godtog selv den mest uhjælpelige tændstiks-mand, som et billede af sig selv.

Det er vigtigt, når man sidder i en samtale med et barn, at man kan skifte taktik undervejs. Som vist i ovennævnte eksempel er børnene tit vældigt gode til selv at vise os, hvilken vej, vi skal gå.

Man kan have en nok så veltilrettelagt plan, men det er ikke altid børnene lige er villige til at følge den. Det er godt, hvis man kan rumme en vis del ”kaos”, forstået på den måde, at man jo ikke altid kan vide, hvor barnets ideer fører hen.

Der er heller ikke nogen sikkerhed for, at det kan føre til noget fornuftigt, men det er vores erfaring, at man gør klogt i at lytte. Evt. kan man afslutte samtalen foreløbigt, for så at diskutere det videre forløb med en anden voksen, inden man fortsætter.

I samtalen kan man også få afstemt, om undervisningen ligger på det rigtige niveau, eller om det er nødvendigt at lave noget om. Det er selvfølgelig ikke sådan, at barnet enerådende bestemmer, hvad der skal arbejdes med, men er en elev meget utilfreds med sit skolearbejde, så er det ofte fordi det ligger på et forkert niveau. Det er vores erfaring, at man som lærer til børn med autisme oftest kommer til at gå for hurtigt frem.

Hvis det er tilfældet, må man selvfølgelig sætte kravene ned.

En anden vigtig ting man må tage højde for, er barnets følelsesudtryk. Dette kan meget let få en al for stor plads i samtalen, hvis den voksne lader sig ”rive med.”

Dvs. den voksne skal forblive så rolig og så objektiv som muligt. Det er meget vigtigt, at den voksne bevarer ro og overblik, for ellers er der ingen, som har overblikket.

Det er ofte nok at anerkende barnets følelse, f. eks. med en bemærkning som: "Jeg kan se det gør dig meget vred/ ked af det, når Peter…osv". Her kan man f. eks. fortsætte med: "Har du lyst til, at vi snakker om det nu, eller vil du hellere vente til senere, når du er mere rolig?"

Det at barnet skal tage stilling til det, kan nogen gange hjælpe barnet til at distancere sig så meget fra følelserne, at det er muligt at snakke om problemet.

Ved at den voksne holder sig fri af barnets følelser, hjælper man barnet, så det bedre kan ”navigere” og ikke helt "taber hovedet".